Skip til hoved indholdet Kontakt Kontakt

Værdier

Visionen for Torstorp Skoles kerneværdier er at skabe en skole med gode og udviklende læringsmiljøer og høj grad af trivsel hos eleverne.

Værdigrundlaget er i tråd med de forebyggende og mulige indgribende indsatser, der findes på Torstorp Skole i forhold til den generelle trivsel hos eleverne samt antimobbestrategiplanen.

På Torstorp Skole forventes det, at personale, ledelse, elever og forældre lever op til skolens kerneværdier, og at vi har et fælles ansvar for at agere ud fra disse værdier i vores virke omkring skolen.

Respekt

Vi er alle unikke individer med forskellige styrkeområder, og vi betragter hinanden, som værende lige meget værd.

Vi tager hensyn til hinanden og respekterer hinandens stærke og svage sider. Vi lytter og giver taletid til alle og forstår, at forskellighed er en styrke.

Vi accepterer hinandens grænser, og skal kunne indgå i et aktivt samarbejde samt turde at bede om hjælp. Vi accepterer hinandens holdninger, selvom vi ikke nødvendigvis forstår eller er enige i dem.

Tryghed

Alle skal have en følelse af at være en del af et fællesskab. Skolen skal være et godt og rart sted at være. Et sted hvor man stoler på hinanden, og holder hvad man lover.

Det er i orden at vise følelser og være sig selv. Det er ok at lave fejl, da fejl er lig med nye erfaringer.

Vi overholder de regler, der er på Torstorp Skole, herunder også de spilleregler vi har for socialt samvær. Vi agerer i overensstemmelse med hensigt og handling. Vi arbejder desuden på, at alle har et stærkt selvværd.

Ansvarlighed

Vi er alle ansvarlige for fællesskabets trivsel. Vi tager ansvar for vores læring, og for at være en del af et forpligtende fællesskab.

Vi overholder vores aftaler, og tør træffe valg og påtage os ansvar for de trufne valg.

Vi er forpligtet overfor de fælles beslutninger, der er truffet, og tager ansvar for det, der er sagt eller gjort.

Selvstændighed

Vi har mulighed for at udnytte vores potentialer og derved opnå tillid til egne handlemuligheder. Vi giver hinanden troen på og bevarer tilliden til egne evner og muligheder.

Vi kan arbejde selvstændigt og har mod på at kaste os ud i nye opgaver - uden nødvendigvis at have forudsætningerne. Vi er nysgerrige og tør og anvende vores nysgerrighed, da det er vigtigt at kunne fordybe sig.

Åbenhed

Vi hjælper hinanden, og alle skal føle sig hørt. Vi skal turde sige vores mening på en respektfuld måde. Vi skal vise, at hver enkeltes bidrag er godt og vigtigt og en nødvendighed for læring og fællesskabets trivsel.

Vi er bevidste om, at alle har stærke og svage sider, hvilket giver rum til at være oprigtig og ærlig. Vi tør udtrykke egne følelser (vrede, sorg, varme og glæde) og bede om hjælp på en hensigtsmæssig måde.

Vi er ikke bange for nytænkning og hilser nye idéer velkomne

Baggrund

Det har været et lovkrav siden august 2009, jf. Lov om ændringer af lov om folkeskolen (Lov nr. 534 af 12. juni 2009), at alle folkeskoler skal have et værdiregelsæt og en antimobbestrategi. Den sidste skal ses i forlængelse af Lov om elevers og studerendes undervisningsmiljø, hvori det udtrykkes, at elever har ret til et godt undervisningsmiljø, såvel psykisk som fysisk.

Dette værdiregelsæt og antimobbestrategien er blevet til i samarbejde mellem skolebestyrelsen, skolens forældre, elever og personale.

Torstorp Skole

Torstorpvej 1, 2630 Taastrup

Telefon: 43 35 23 70
Torstorpskole@htk.dk

Åbningstider

Skolens kontor

Mandag - Fredag Kl. 08.00-15.00

EAN-nr: 5790000400324